Tunø

Tunø bryder havets horisont mellem Samsø og Jylland. Den høje ø med de gule klinter rummer en af landets største bestande af den lille alkefugl, tejsten. Landskaber veksler mellem stenede strande, klinter, skov og landbrug, der især er kendt for sin grøntsagsproduktion. Det giver ømme fødder at tage færgen og følge trampestien hele øen rundt, men man fortryder det ikke. Det er de gule klinter, der hilser én, når man med færgen nærmer sig Tunø Havn. Øen er bakket. Højeste punkt er “Bjerget” på 24 meter. Tunø betyder den todelte eller svulmende ø. Lavningen mellem de to, tidligere selvstændige øer er i dag plantet til med skov. Ellers er det landbruget, der præger det meste af Tunø. Store strækninger af den otte kilometer lange kystlinje på Tunø er stenet strand. Det gælder flere steder på sydvestkysten og ved nordkysten. Nord for skoven er der sand, kratbevoksede brinker og en lille smule overdrev, som der også findes stumper af på den østlige og vestlige del af øen. Tunø ligger omgivet af dybt vand. Mellem øen og det vest for liggende Tunø Knob (med vindmøllepark), er der 26 meter vand. En kilometer nordøst for øen ligger Tunø Rev. Stormmåger ses øen rundt og yngler blandt andre steder ved Nørreklint. Bestanden er cirka 30 par. Skovsneppen, der er en vadefugl, yngler ofte med et enkelt par i mosen. Sene forårs- og sommeraftener er det muligt at høre hannen, når den med en knagende lyd flyver rundt på stive vinger over mosen. Her holder også er par rørhøge til. Af og til ses spættede sæler langs Sønderklint og på sandrevet Tunø Knob. Marsvin boltrer sig hyppigt i farvandene omkring øen. Den grønbrogede tudse (kaldes også fløjtetudse) trives på åbne flader frem for i græs og eng. Foto: Biopix /Nils Sloth Navnet Tunø har intet med fisken af samme navn at gøre, men kommer fra det oldnordiske “Thund”. Ordet betyder svulmen og henviser til synet af øen på afstand. Som andre danske øer har også Tunø hørt under Kronen, der i 1216 byttede den bort til biskoppen i Århus. Dengang var Tunø såvel skipper- som landbrugsø, men siden er hovednæringen blevet landbruget. Den traditionelle landbrugsproduktion suppleres i stigende omfang af frilandsproduktion af porre, kartoffel, pastinak og persillerod. Det dyrkede areal er dog blevet mindre gennem de sidste ti år. Der har aldrig været fisket særlig meget fra øen. I tejsternes yngletid er der restriktioner for færdslen ved de høje klinter. Det var et ønske om at bevare de smukke landskaber, der var baggrund for den omfattende fredning. I betragtning af at der dengang boede 153 mennesker på øen var det kun to, der ikke kunne gå ind for en fredning. Ud over at bevare naturen og landskaberne betød fredningen også, at der blev anlagt en sti hele øen rundt og oprettet opholdsarealer med borde-bænke arrangementer. Private veje og stier blev også offentlige takket være fredningen.