Romsø

Et besøg på Romsø er en naturoplevelse ud over det sædvanlige. Først den halvtime lange sejltur i båd fra Kerteminde Havn til broen ved det gamle anker på Romsø. Dernæst et flere timer langt ophold på den skov- og kratklædte ø med de stenede strande, lave klinter og karakteristiske overdrev. Turen kan arrangeres af Kerteminde Turistbureau. Overalt præges træer og buske af dådyrbestanden, som formentlig har været på Romsø siden middelalderen. Flere steder langs kysten bl.a. ved den gamle jagthytte i nord er tjørnene tætbidte og fremstår malerisk med fodposer. Mod øst står Romsø Fyr, som tidligere retledte sejladsen på Storebælt. Og omkring bebyggelserne findes systemer af stengærder. Det midterste af Romsø dækkes af naturskoven Dyrehave. De mærkværdige tjørne med fodposer findes især langs nordkysten af Romsø. Foto: Torben Gang Rasmussen Midt på øen danner Dyrehave en eventyrlig naturskov præget af gamle bøge med islæt af eg. Mange træer får lov at stå til henfald og giver liv til insekter og svampe. I de fugtige lavninger findes ask og hvor der er frit vand rødel . Enkelte hestekastanjer er plantet for vildtets skyld, da dådyrene ynder de fedtfyldte men bitre kastanjer. Blandt øens mange urter kan nævnes skov-hundegræs , skov-hullæbe , tyndakset gøgeurt , stor konval og skov-skræppe . Stedvist danner ørnebregne tætte bevoksninger. Også baltisk ensian er tidligere fundet. Skov-hullæbe findes mange steder – er også begyndt at komme til parker, haver og kirkegårde. Foto: Biopix /Jens Chr. Schou Allerede i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet kan man læse om hjortevildt, og i Erik Pontoppidans Atlas fra 1700-tallet angives at øen har en dyrehave. Under englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet blev øen belejret. Englænderne oprettede et fort. Store dele af skoven blev fældet, og øens beboere blev truet og forlod øen. Hans Rudolf Juel (1773-1857), som ejede Hverringe på Hindsholm, tog i 1809 initiativ til et vellykket militært togt til Romsø. I alt 100 englændere, som havde indtaget øen blev taget til fange og interneret i Kerteminde Kirke. Da englænderne var væk, søgte nogle af beboerne tilbage til Romsø, hvor de ernærede sig af landbrug og fiskeri. I begyndelsen af 1900-tallet boede 50 mennesker på Romsø. På øen var dengang 8 huse foruden skole og fyrtårn. Landbruget ophørte i 1961 og fyret lukkede i 1973. Sidst i 1990’erne flyttede øens faste bestyrer fra øen. I dag er Romsø som ejes af Hverringe Gods uden faste beboere. Romsø besøges med båd fra Kerteminde Havn. Oplysninger om sejlads fås ved henvendelse til Kerteminde Turistbureau. En vandretur øen rundt er 4 kilometer lang. Bemærk: Der er risiko for bid af skovflåt. De uberørte og maleriske partier af Dyrehave (1) har medvirket til at give Romsø tilnavnet ”Storebælts Perle”. Men øen rummer mange andre seværdigheder som det gamle ottekantede fyr (2), den gamle jagtpavillon opført i bindingsværk (3), de timeglasformede tjørne (4) samt fuglelivet i Maden (5), som kan iagttages fra strandvolden på sydkysten. Næsten halvdelen af Romsø blev fredet ved en frivillig overenskomst mellem Hverringe Gods og Fredningsnævnet i 1955. Fredningen omfatter Dyrehave, dele af overdrevet langs øens nordkyst samt øens stengærder. Formålet er at bevare de mærkværdige tjørne på nordkysten, at sikre skoven som løvskov med danske træer samt at bevare øens stengærder. I fugleområdet Maden er der siden vedtaget et adgangsforbud i fuglenes yngletid fra 15. marts til 1. juli. Romsø er igennem en aftale med Skov- & Naturstyrelsen sikret som en græsningsskov. Dåvildtet plejer de lysåbne arealer, og skoven forynges ved hegning. 271 løvtræer skal blive på øen til død og henfald til glæde for et varieret dyre og insektliv.